DK: Servicesupport/-koordinator med stor international kontaktflade

Service-suppport

Service er et af vores helt store fokusområder,og med en ambitiøs vækststrategi har vi behov for endnu en holdspiller til vores internationale serviceteam på 75 aftersales- og servicemedarbejdere.

Caljan Rite-Hite er verdensførende inden for produktion af teleskoptransportører, og hovedsædet, som du arbejder ud fra, ligger i Hasselager udenfor Aarhus. Her er vores to erfarne servicekoordinatorer og vores ambitiøse VP på Serviceområdet parat til at byde en ny kollega velkommen i teamet og sikre, at du bliver klædt godt på til at varetage jobbet som servicekoordinator. Vi er en virksomhed med en uformel omgangstone og en høj grad af frihed under ansvar, hvilket betyder at du får stor indflydelse på dit eget arbejdsområde.

Eksperten, der trives med detektivarbejde

Når vi har klædt dig godt på til jobbet, er du eksperten, der kan svare på alle spørgsmål vedrørende reservedele og den, der hjælper vores sælgere til at finde den bedste pris til kunden ved køb af selvsamme dele eller kits. Du udarbejder tilbud, opretter nye og vedligeholder reservedels-kits, så de altid er tilpasset vores maskiner. Din indre detektiv kommer i spil, når du søger svar i tegningerne på ældre maskiner for at sikre, at vi får sendt de helt rigtige reservedele afsted til kunden.

Som en del af et mindre team får du samtidig mulighed for at prøve kræfter med andre dele af servicejobbet, herunder planlægning og koordinering af servicebesøg og installationer samt efterfølgende rapportering til kunden. Du hjælper med håndtering af garantisager og er med til at brede best practice ud til vores datterselskaber, ligesom du samarbejder tæt med vores reservedelslager i Tyskland.

Teknisk flair og et nysgerrigt gen

Du har en baggrund som teknisk assistent, eller også har du tidligere arbejdet med tekniske produkter og er vant til at læse tegninger og forstå styklister. Måske er du serviceteknikeren, der er blevet træt af hverdagen på landevejen, eller måske sidder du i dag i en lignende stilling og har lyst til at bidrage med din viden i en international virksomhed som Caljan Rite-Hite.

Du elsker en uforudsigelig hverdag, hvor du kan omsætte din viden til resultater. Du er struktureret og kan godt lide at arbejde med tal, når du skal udarbejde tilbud, og du er god til at prioritere dine opgaver i en travl hverdag.

Endvidere forventer vi, at:

  • du er god til at samarbejde og skabe relationer på tværs af organisationen
  • du er vant til at arbejde med systemer, der understøtter serviceforretningen
  • du behersker dansk og engelsk flydende i skrift og tale - det er en fordel, hvis du også taler tysk.

Vi tilbyder:

En spændende stilling med frihed under ansvar og mulighed for at udvikle sig. En international arbejdsplads med samarbejdspartnere og kunder over hele verden. Dygtige kollegaer og en uformel omgangstone i både afdelingen og virksomheden. Chancen for at komme med på en spændende rejse inden for service.

Det eneste, du behøver at gøre, er at sende en ansøgning - vi glæder os nemlig til at byde dig velkommen hos Caljan Rite-Hite. Stillingen refererer til VP Service, Rune Christensen, som også står til rådighed på tlf. 5379 0660, hvis du har nogen spørgsmål. Alternativt kan du ringe til Group HR Manager, Rigmor Ellemann Bartels, på tlf. 8738 7884 for mere information.

Send ansøgning og CV

Tiltrædelse: Hurtigst muligt.

Ansøgningsfrist: Den 10. maj 2017 (vi behandler ansøgningerne løbende).